DE JYDSKE EDDIKEBRYGGERIER A/S

Danmarks sidste eddikebryggeri.

Af Anders Have Espersen

To af hinanden uafhængige begivenheder skabte grundlaget for De Jydske Eddikebryggerier A/S.

Den første var, da vinhandler Søren Sørensen i 1861 startede sin produktion på Skive Eddikebryggeri, den anden da fabrikant Berthel Hansen i 1879 begyndte at fremstille soda- og mineralvand i Randers Nye Mineralvandsfabrik på Kirketorvet 7 i Randers.[i]

   Mineralvandsfabrikken flyttede i 1885 til Rådhusstræde 2 og skiftede inden da flere gange både ejer og navn for til sidst, under ledelse af apoteker Hans J.N. Daugaard, at ende med betegnelsen Cito. I april 1910 blev mineralvandsfabrikken købt af direktør Frederik Christensen, der i den efterfølgende måned enten overdrog eller solgte fabrikken til sin kommende svigersøn Aage Kann Beissenherz Lanng.[ii]

Aage Kann Beissenherz Lanng

Aage Lanng blev født i Bjergby nord for Randers i 1882. Faren, der var kreaturhandler, sendte sin søn på Randers Lærde Skole i Vestergade og siden på Hobro Handelsskole, hvorfra han tog eksamen i 1903.[iii] Herefter stod Aage Lanng i lære hos en købmand i Hobro og fik siden ansættelse som bogholder og rejsende for Randers Korn og Foderstofforretning.[iv] Aage Lanng forlod sidstnævnte i januar 1910. Han ønskede ikke at benytte sine fine anbefalinger til at søge arbejde andetsteds og modtog altså i stedet i maj samme år sit randrusianske borgerbrev som selvstændig mineralvandsfabrikant.[v]

   Aage Lanng giftede sig i april 1911 med den seks år yngre Christiane Andrea Christensen. Denne var datter af ovenfor nævnte Frederik Christensen, som var direktør for ”Aktieselskabet Frederik Christensen”, der blandt andet producerede mejerimaskiner. Med båndet til en af byens velhavende fabrikantfamilier fik Aage Lanng sandsynligvis skabt et handelsmæssigt netværk i både Randers og andre dele af landet. Måske var det sådanne kontakter, der gjorde ham bekendt med muligheden for at overtage Skive Eddikebryggeri, som han købte i 1915. Bryggeriets grundlægger Søren Sørensen havde i 1889 afhændet det til vinhandler P.P. Riis, og via forskellige ejere var det i 1908 endt hos fabrikanten Th. Spreckelsen fra Viborg, der altså syv år senere solgte det til Aage Lanng.[vi]

De Jydske Eddikebryggerier flyttes til Randers

Aage Lanng nedlagde det gamle bryggeri, ændrede dets navn til De Jydske Eddikebryggerier og flyttede det samme år til Randers. Sammen med Cito udgjorde de to bryggerier Aage Lanngs Fabriker, og produktionen af eddike rykkede ind ved siden af mineralvandsfabrikkens lokaler i baggården til Rådhusstræde 2. Den 31. marts 1915 kunne Aage Lanng dermed tilføje betegnelsen ”Eddikebrygger” til sit borgerbrev.[vii]

    I Rådhusstræde blev lokalerne hurtigt fyldt ud med op til 40 såkaldte eddikestændere. I modsætning til de fuldautomatiske eddikedannere, man siden fik indført i produktionen, var arbejdet med eddikestænderne manuelt, således at den vigtigste råvare, spritten, med håndkraft om og om igen skulle hældes ud over de træspåner, hvori gæringsprocessen fandt sted.[viii] Denne proces var medvirkende til, at en stor del af spritten fordampede, hvilket blandt andet de fine gæster på det nærliggende Hotel Randers kunne lugte.

   I henhold til Aage Lanngs nekrolog var det en god periode, han valgte at investere i eddikebrygning. 1. Verdenskrig, der var brudt ud året før, gav ham ifølge nekrologen ”medbør” og havde stor betydning for virksomheden.[ix] Dette fremgår også af de gode indtægter, som han havde under krigen.[x] En forklaring på fremgangen for Aage Lanng kan måske findes i konserves-industriens succes under 1. Verdenskrig. Selvom der i første omgang var tale om kødkonservering, fik konservering af fisk, deriblandt eddikesild, stor betydning fra 1916, hvor fiskekonserves-branchen gik fra otte til 47 fabrikker, samtidig med at dens eksport steg fra 60 til 2600 tons.[xi] Det kan ikke udelukkes, at denne udvikling har haft betydning for bryggeriets produktion og salg. En anden faktor, der har givet eddikeindustrien bedre vilkår end andre, var, at den ikke var afhængig af udenlandske råvarer. Selv det faktum, at spritten i 1917 blev offer for voldsomme prisforhøjelser, kom ikke til at ramme eddikeproducenterne. Forhøjelserne havde blot den konsekvens, at spritfabrikkerne i højere grad koncentrerede deres produktion om den såkaldte tekniske sprit, der blandt andet blev brugt til fremstilling af eddike.[xii]

   De første fire år efter krigen bragte Aage Lanng ind i kredsen af de allerstørste skatteydere i Randers, og i 1921 var han byens største af slagsen med 12.826 kr. i årlig skatteindbetaling. Det tyder derfor på, at han har haft en solid basis for opstarten af Aage Lanngs Sæbefabrik, som stod færdig i december 1923. Sæbefabrikken, der føjede betegnelsen sæbesyder til Lanngs fyldige borgerbrev, blev placeret i baggården til en gammel købmandsgård i Østergade 5 i Randers. Satsningen på sæbe var dog ikke umiddelbart nogen økonomisk succes, eftersom Aage Lanngs Fabrikers samlede indtjening faldt året efter, og sæbefabrikken lukkede da også allerede i 1927. [xiii]

 

Nye kræfter på fabrikken – 1920’erne og 1930’erne

Efter længere tids sygdom døde Aage Lanng i 1924. Det blev hustruen Christiane Andrea Lanng, der overtog ejerskabet af fabrikken, mens den daglige ledelse som fabrikkens direktør blev overladt til hendes bror Carl Gustav Christensen. Med Aage Lanngs død lader det til, at virksomheden umiddelbart mistede noget af det momentum, den foretagsomme fabrikant havde været garant for. Efter de gode år i starten af tyverne begyndte indtjeningen en nedadgående spiral, men stabiliserede sig ved indgangen til det nye årti. Christiane Lanng hørte dog, trods faldet i indtægterne, stadig til blandt byens største skatteydere op igennem 1920’erne og 1930’erne.[xiv]

   1920’erne var desuden det årti, hvor virksomhedens mest trofaste medarbejder, den senere brygmester Svend Aage Christiansen, påbegyndte sit mangeårige virke på Aage Lanngs Fabriker. Han var 16 år, da han i 1927 fik arbejde som arbejdsdreng til en ugeløn på 12 kroner. I en avisartikel i anledning af sit 50 års jubilæum i 1977 fortæller Svend Aage Christiansen, at der udover ham i 1927 var ansat tre drenge og seks-syv voksne medarbejdere, og at eddikebryggeriet på det tidspunkt, producerede 40-50 kasser med 25 flasker eddike om måneden.[xv]

   Samme år som Svend Aage Christiansen fik ansættelse på De Jydske Eddikebryggerier var fabrikkens største konkurrenter på landsplan De Danske Eddikebryggerier, der fremstillede den berømte Heidelberg-eddike, og Svendborg Eddikefabrik. Sidstnævnte havde fabrikker i både Svendborg, Fredericia og Århus og mente på dette tidspunkt selv at være landets største, hvad angik produktion og salg.[xvi] Svendborg Eddikefabrik var desuden af den opfattelse, at den var landets mest moderne og hygiejniske. Selvom der var en del både store og små eddikefabrikker i Danmark på dette tidspunkt forsøgte man ikke at udkonkurrere hinanden. Tværtimod dannede man i 1929 et kartel, hvor De Jydske Eddikebryggeriers direktør, Carl G. Christensen, repræsenterede de jydske fabrikker. Meningen med kartellet var blandt andet at lave indbyrdes prisreguleringer og konkurrenceaftaler eddikebryggerierne imellem.[xvii]

 

Provinsens største eddikebryggeri

I 1935 bliver De Jydske Eddikebryggerier beskrevet i bogen ”Dansk Handel og Industri”. Ifølge bogen var bryggeriet på dette tidspunkt det førende blandt landets 20 bryggerier. Det havde fra at være et landsdelsbryggeri udviklet sig til en landsomfattende virksomhed; en udvikling der ikke mindst var afstedkommet af Aage Lanngs moderniseringsarbejde. Artiklen roste desuden i uforbeholdne vendinger direktør Carl Gustav Christensen, der ved en ”energisk personlig Indsats har forstået at oparbejde den i Forvejen kendte Fabrik, så den nu er Jyllands største på sit Felt”. Bryggeriet i Rådhusstræde blev ligeledes betegnet som teknisk så moderne indrettet, som det kunne og burde være, samtidig med at de mest hygiejniske apparater blev bragt i anvendelse under det daglige arbejde. Man har altså, i hvert fald ifølge bryggeriets egen opfattelse, indhentet Svendborg Eddikefabrik i den henseende. Med hensyn til bryggeriets produkter fremhævede bogen det kendteste mærke ”Slotseddiken”, der beskrives som et rent naturprodukt. Desuden fremstilledes drueeddike, vineddike og spriteddike. Eddiken blev fremstillet i et, ifølge bogen, uhyre kvantum, der blev lagret i bryggeriets kældre, hvor man kunne opbevare 400.000 liter færdig eddike i lagerfade af pitchpine-træ, hvoraf det største kunne rumme 54.000 liter. Fabrikken var leverandør til landets største konservesfabrikker, en stor del af sennepsindustrien, kommunale og statslige institutioner, fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger og til en mængde købmænd og grossister over hele Danmark.[xviii] Uagtet at bogens tekst skulle være med til at markedsføre De Jydske Eddikebryggerier, må fabrikken i 1935 under alle omstændigheder have haft karakter af en velkonsolideret og omfattende virksomhed.

 

Fabrikken flytter til Slyngborggade

Aage og Christiane Lanngs datter, Elisabeth Beissenherz Lanng, blev i 1935 gift med ingeniør Eiler Juul Eilersen. Det var et ægteskab, der skulle få stor betydning for De Jydske Eddikebryggeriers fremtid. Eilersen havde i 1928 uddannet sig til maskinteknisk ingeniør i Odense og var derefter flyttet til København, hvor han arbejdede som skadesekspert i et forsikringsselskab.[xix] Da Carl Gustav Christensen i 1938 forlod Randers, blev Eiler Eilersen af Christiane Lanng bedt om at flytte til byen fra bopælen i København, således at han kunne overtage den daglige ledelse af Aage Lanngs Fabriker.[xx]

  Eiler Eilersens første handling som direktør var at flytte Cito og eddikebryggeriet fra de i hans øjne utidssvarende lokaler i Rådhusstræde. Han opkøbte derfor Trifolium Frøs gamle bygninger i Slyngborggade 21, og i april 1938 kunne Aage Lanngs Fabriker begynde indflytningen.

   I Slyngborggade blev mineralvandsfabrikken indrettet i forhusets kælder, mens eddikebryggeriet blev henlagt til sidebygningerne.[xxi] Der var ikke blot tale om, at fabrikken blev udvidet i forhold til dets tidligere placering i Rådhusstræde. Ingeniør Eiler Eilersen tog også fat på en modernisering af virksomheden. De gamle eddikestændere blev efter nogle få år skiftet ud med en ny tysk eddikedanner, som sørgede for, at kun få procent af finspritten - i modsætning til tidligere - fordampede. Allervigtigst var det, at eddikedanneren kunne producere op mod det tidobbelte af, hvad man havde været vant til. Det lykkedes samtidig Eiler Eilersen at få installeret et transportbånd, der var med til at rationalisere produktionen.

   Efter flytningen blev ca. halvdelen af eddiken stadig leveret i trætønder, og De Jydske Eddikebryggerier havde derfor sit eget bødkerværksted med en mester og to svende. Ca. 20 år senere havde udviklingen gjort, at der blot var en enkelt bødker tilbage, idet 95 % af emballagen bestod af glasflasker.[xxii]

 

Dramatik under krigen

Selvom flytningen til de nye lokaler betød øget produktion og bedre forhold, var der dog stadig tale om en placering, som i flere henseender var uhensigtsmæssig. For det første var der ikke mange muligheder for udvidelser, medmindre man forsøgte at opkøbe naboejendommen. For det andet var fabrikkens beliggenhed i en etageejendom alt andet end praktisk, og for det tredje var arbejdet med sprit og syre forbundet med en vis risiko i et tæt bebygget boligområde.

   Det sidste blev i allerhøjeste grad bekræftet under besættelsen, da en tank med 500 liter æter kom i for tæt kontakt med en dampkedel. Eksplosionen fandt sted i fyrrummet klokken 10 om formiddagen den 11. august 1941. Rummet befandt sig i en lille bagbygning og indeholdt udover dampkedlen en eddikedestillator. Ifølge vidner havde der stået meterlange flammer ud fra bygningen, da brandvæsenet nåede frem. Ilden bredte sig, da den blandt andet fik fat i fabrikkens trætønder og kurve, der stod rundt omkring i gården.[xxiii] Ifølge Randers Dagblad blev Slyngborggade fuldstændig fyldt med mættede æterdampe, der vanskeliggjorde redningsarbejdet. Udover at bryggeriarbejder Lorenz Hviid mistede livet i murbrokkerne, var der tre forbrændte, deriblandt brygmester Svend Aage Christiansen.[xxiv]

 

Planer om udflytning

Fra 1944 var det Eiler Eilersen, der stod anført som eneindehaver af Aage Lanngs Fabriker. Samtidig med at han havde hovedansvaret for fabrikkerne i Randers, opkøbte Eilersen under krigen et speditionsfirma i Amaliegade i København, hvilket var en af årsagerne til, at han i det næstsidste krigsår valgte at flytte med sin familie tilbage til København.

   Familien Eilersens flytning til København betød, at det var nødvendigt at ansætte en person til at forestå den daglige drift virksomheden. Det blev den 31-årige Svend Andersen, der i 1944 trådte ind i Aage Lanngs Fabriker. Andersen kom til Randers fra Nørresundby, var handelsuddannet og fik i første omgang ansættelse som forretningsfører.[xxv] Da Aage Lanngs Fabriker og eddikebryggeriet i 1946 blev omdannet til et aktieselskaber, avancerede Svend Andersen til virksomhedens administrerende direktør.[xxvi]

   Ved 100 års jubilæet i 1961 for Skive Eddikebryggeris grundlæggelse blev De Jydske Eddikebryggerier A/S betegnet som det næststørste af sin slags i landet. Der var tale om provinsens største, som kun blev overgået af familien Langes De Danske Eddikebryggerier i København. Man var på dette tidspunkt så småt begyndt at eksperimentere med at hælde eddiken på plastikflasker. Endnu var emballagen primært store, ofte svært håndterlige, glasflasker, og blot få år tidligere var eddiken stadig blevet leveret på trætønder.[xxvii] Fabrikken producerede på dette tidspunkt 44.000 flasker eddike om ugen hele året rundt og havde lagerfade, der kunne rumme eddike svarende til 500.000 flasker.[xxviii] Det var en enorm stigning i forhold til de lidt over 1.200 flasker, man månedligt kunne levere, da brygmester Svend Aage Christiansen var begyndt på fabrikken 34 år tidligere.

   Der var efter krigen i det hele taget tale om en markant fremgang i eddikeproduktionen i Danmark. Mens der, da Eiler Eilersen tog over i 1938, på landsplan var blevet produceret 928.900 liter eddike, nåede produktionen i henholdsvis 1946 og 1947 op på 1.416.100 liter og 1.651.900 liter.[xxix] Det markante boom i eddikeproduktionen var blandt andet forårsaget af den generelle fremgang i fødevareindustrien efter krigen. For eddikebryggeriets vedkommende var specielt den øgede produktion og eksport af konserves, ikke mindst fiskekonserves, af betydning, da en stor del af eddikeproduktionen gik til konservering af blandt andet sild.[xxx]

   Den påtænkte modernisering af emballagen var ikke det eneste tiltag, fabrikken barslede med i starten af 1960’erne. Man agtede således i 1960 inden for en årrække at indføre eddiketankvogne, der skulle levere produktet til fabrikkens største kunder inden for sennepsindustrien og blandt konservesfabrikkerne, der begge hidtil havde fået eddiken i trætønder. Udviklingen krævede øget lagerplads. Da der ikke var plads til hverken at udvide lagerkapaciteten eller til store tankvogne i Slyngborggade, begyndte Eiler Eilersen at afsøge mulighederne for en mere hensigtsmæssig placering af fabrikken.[xxxi]

 

Fabrikken flytter til Slåenvej

 I 1963 opkøbte Aage Lanngs Fabriker A/S grundene matrikelnummer 456e og 456i Randers Markjorder beliggende på Slåenvej i den nordlige del af Randers. Allerede i juli 1964 stod der nyopførte og moderne bygninger klar på stedet, og De Jydske Eddikebryggerier kunne flytte fra de snævre lokaler i Slyngborggade.

   Der var tale om en stor udvidelse af fabrikken, idet man i forhold til de 779 m2, man tidligere havde haft, nu rådede over 1.420 m2.[xxxii]

   Grunden til udflytningen var, som nævnt, i første omgang et spørgsmål om pladsmangel. Fabrikkens placering i den tæt bebyggede Slyngborggade betød blandt andet, at kommunen ikke ville give tilladelse til udvidelsen med nye eddikedannere. I og med at det gik rigtig godt for fabrikken på dette tidspunkt, og man havde behov for en udvidelse, var det derfor alt i alt en nødvendighed at flytte til større omgivelser. Opsvinget skyldtes ikke mindst, at en række mindre bryggerier var lukket ned, hvorefter kunderne og dermed produktionen blev koncentreret i de overlevende firmaer, deriblandt De Jydske Eddikebryggerier.

   Udover pladsproblemerne mente Eiler Eilersen endvidere, at det var nødvendigt med en gennemgribende modernisering af produktionen. Det var dog en bekostelig affære, da de maskiner, man brugte, på en eddikefabrik var temmelig specialiserede, og som oftest skulle importeres fra udlandet. I De Jydske Eddikebryggeriers tilfælde var det endnu engang fra Tyskland, man hentede tre eddikedannere til den nyopførte fabrik på Slåenvej.

   Eiler Eilersens beslutning om at flytte fabrikken til markerne nord for Randers skulle vise sig at blive afgørende for De Jydske Eddikebryggeriers overlevelse, idet fabrikken med et slag blev den mest moderne af sin slags i Danmark. Til sammenligning kan nævnes, at de to store konkurrenter til De Jydske Eddikebryggerier, Heidelberg og Lagerberg, fortsat måtte indordne sig under anderledes beskedne forhold.

   Alt i alt fik den nye beliggenhed den effekt, som Eiler Eilersen havde ønsket, i og med at fabrikkens produktivitet røg i vejret. I 1967 formåede fabrikken således at tappe 78.000 liter eddike på 8 timer, hvilket var en kraftig stigning i forhold til blot 7 år tidligere, hvor fabrikken tappede  44.000 liter eddike dagligt.[xxxiii]

 

Nye generationer

Samme år, som produktionen blev sat i gang på Slåenvej, begyndte brygmester Svend Aage Christiansens søn, Finn Christiansen, sin karriere på fabrikken.

   Finn Christiansen var uddannet maskinarbejder fra Scandia, og efter endt militærtjeneste fik han arbejde som reparatør af maskinerne på både De Jydske Eddikebryggerier og Cito. Det var fra starten tanken, at han skulle overtage sin fars job, og da fabrikken efter en otte-ti år begyndte at ansætte smede udefra til reparationsarbejdet, kom han i lære hos Svend Aage Christiansen. Et par år senere blev direktør Svend Andersens søn, Lars Andersen, desuden ansat i administrationen.

 

 

Fremgang i 1970’erne

I 1967 døde fabrikkens administrerende direktør, Svend Andersen. Den kommende direktør Lars Andersen var endnu kun ansat som disponent, og det blev derfor brygmester Svend Aage Christiansen, der kom til at stå for den daglige ledelse af fabrikken fra slutningen af 1960’erne til langt ind i 1970’erne. Der var på dette tidspunkt en generel stigning i produktionen af eddike herhjemme. Denne steg, om end en anelse ustabilt, fra 22  million liter i 1969 til ca. 28 millioner i 1977. Samtidig oplevede branchen i de samme år en markant prisstigning på dens produkter.[xxxiv] I takt med det øgede salg blev det nødvendigt med nye udvidelser på fabrikken. I 1976 investerede man således i en såkaldt ”acetator 600”, der skulle sikre, at man kunne producere og levere de mængder af eddike, som industrien havde behov for, og som de gamle eddikedannere ikke kunne opfylde.

   Acetatoren var skelsættende, men i første omgang også en forretningsmæssig besværlighed for fabrikken. På det tidspunkt var De Jydske Eddikebryggerier den eneste af de daværende eddikeproducenter, der havde valgt at satse på denne produktionsmetode, og det var en sej kamp at overbevise kunderne om det fornuftige i at købe acetatorfremstillet eddike. Det gjorde det ikke lettere, at de andre bryggerier forsøgte at overbevise kunderne om, at eddike fremstillet i en acetator havde en lavere kvalitet end eddike fra en gammeldags danner.

   Da Svend Aage Christiansen fejrede 50-års jubilæum i 1977, overtog Finn Christiansen ansvaret som driftsleder og brygmester på fabrikken. I marts 1979 døde Eiler Juul Eilersen, men fabrikken vedblev med at være i familien Eilersens eje. Lars Andersen fik som direktør ansvaret for den daglige ledelse, og der var op igennem 1980’erne og 1990’erne tale om, at han og Finn Christiansen kørte driften af fabrikken som et parløb.

 

Samarbejde og produktionsomlægning

 I slutningen af 1990’erne afsluttede Aage Lanngs Fabriker A/S sin produktion af mineral- og sodavand til det danske marked. Aage Lanngs Fabriker A/S  indgik i 1999 et samarbejde med den tyske eddikeproducent Kühnes skandinaviske afdeling Kühne Nordic A/S. Sammen stiftede de to virksomheder produktionsselskabet Dansk Eddike Produktion A/S, der udelukkende havde som funktion at udnytte kapaciteten i Randers og videresælge eddiken til de 2 aktionærer, De Jydske Eddikebryggerier/Aage Lanngs Fabriker A/S og Kühne Nordic A/S. Hvert af de to firmaer ejer   

50 % af Dansk Eddike Produktion A/S.

   Samarbejdet betød desuden ændringer i de organisatoriske forhold på fabrikken på Slåenvej. Daværende direktør Lars Andersen samt alle medarbejdere i produktionen blev nu ansat hos Dansk Eddike Produktion A/S. Administrationen på fabrikken var stadig en del af Aage Lanngs Fabriker. I og med at Kühne tidligere havde overtaget en af De Jydske Eddikebryggeriers konkurrenter, Dansk Eddike Central i Ollerup på Fyn, blev sidstnævntes produktion af blandt andet Lagerberg-eddike flyttet til Randers. Det samme skete med den kendte Heidelberg-eddike i 2003, da fabrikken på Slåenvej begyndte at fremstille produktet for den daværende ejer Castus A/S.

   Det nye samarbejde betød desuden, at selve produktionen af eddike blev fordoblet, hvilket blandt andet resulterede i indkøb af nye maskiner. Efter cirka 40 år på fabrikken gik administrerende direktør Lars Andersen på pension i maj 2006. Andersens afgang betød, at der endnu engang kom en Eilersen i fabrikkens direktørstol, da Eiler Juul Eilersens barnebarn, Nils Eilersen, i juli 2006 overtog direktørposten af Aage Lanngs Fabriker A/S, De Jydske Eddikebryggerier A/S og Dansk Eddikeproduktion A/S. Sammenarbejdet med Kühne stoppede d. 1. Januar 2009.

 

De Jydske Eddikebryggerier i dag

Fabrikken på Slåenvej har indtil d. 1. januar 2008 , som nævnt haft flere forskellige aktører, som sammen stod  bag produktionen af eddike. Selve fabrikken, produktionsapparatet og grunden ejes  af Aage Lanngs Fabriker A/S, som igen ejes af koncernen E. Jul Ejlersen A/S. Der produceres på fabrikken ca. 30 forskellige produkter til detailhandelen. Det høje antal skyldes, at stort set alle supermarkedskæder har deres egne mærker og etiketter. Hovedprodukterne er klar og farvet eddike, og dertil kommer de forskellige specialeddiker.

 

Kunder

De vigtigste kunder findes blandt de danske supermarkeder og hos alle de danske næringsindustrivirksomheder, der gør brug af eddike i deres produktion.

   Kunderne i industrien skal findes i stort set de samme brancher, som det var tilfældet, da virksomheden startede op. Det drejer sig om den danske fiske-, senneps- og konservesindustri, hvor blandt andet kan nævnes varemærker som Beauvais, Flensted og Samsø samt landets forskellige sildeproducenter. Industrikunder aftager enten fabrikkens 10-liters dunke eller får eddiken bragt via tankvogne, der er fyldt direkte fra fabrikkens lagerfade. Der er bortset fra enkelte leveringer til de nordiske lande stort set ingen eksport fra Dansk Eddike Produktion A/S.[xxxv]

 

Råvarer og leverandører

De vigtigste af fabrikkens temmelig få råvarer til eddikeproduktionen kommer alle fra Danmark. Det drejer sig om sprit, vand, nærings - og aromastoffer. Den helt essentielle sprit har fabrikken i en menneskealder fået leveret fra De Danske Spritfabrikker, der siden 2006 har været kendt under navnet V&S Distillers. Tilsætnings og aromastoffer har fabrikken i mange år købt hos firmaet Einar Willumsen i Brøndby. At man har holdt sig til den samme leverandør inden for denne råvare skyldes ikke mindst, at man ønsker at undgå en nuanceforskel i smagen. Efter man påbegyndte samarbejdet med Kühne, arbejder man på fabrikken nu også med aromaer fra firmaet H.N. Fusgaard i Rødovre, da disse giver smag til blandt andet Lagerberg-eddiken.

 

 

Fremstilling af eddike

Fabrikken modtager hver tiende dag cirka 36.000 liter 95 % råsprit. Det første, der herefter sker, er, at spritten gennemgår den såkaldte denaturering. Det vil sige, at der hældes eddike og vand i råspritten.  Dette for at sikre, at spritten ikke kan bruges til andet end eddikefremstilling. En anden årsag til fortyndingen er, at alkohol i stærkere koncentrationer dræber de bakterier, der er medvirkende til at lave selve produktet.[xxxvi] Den færdige blanding af sprit, vand og eddike går under betegnelsen spritmæsk.[xxxvii] Eddiken  brygges af mæsken på to forskellige måder i henholdsvis en eddikedanner og en acetator.

 

Eddikebrygning i en eddikedanner

Første stop for spritmæsken i forbindelse med fremstillingen i eddikedannerne er to blandingskar, hvor der tilsættes næringsstoffer.Blandingen fortyndes ned til omtrent 13 %, og kaldes derefter eddikemæsk eller blot mæsk. Derefter føres mæsken videre til en eddikedanner, hvor selve omdannelsen af alkohol til eddike finder sted

   Fabrikken råder over tre eddikedannere, som er fyldt op med bøgetræspåner, hvor de bakteriestammer, der forestår selve gæringsprocessen, befinder sig. De cirka 20.000 liter mæsk, som dannerne kan rumme, sprøjtes fra roterende stålarme ud over træspånerne og siver gennem disse til bunden, hvorfra de, pumpes op igen og spredes på ny. Processen fortsætter, indtil bakterierne har omdannet al alkoholen i den pågældende portion til eddike.

   Når en portion på 20.000 liter mæsk er gæret færdig, pumpes eddiken ud, og processen i eddikedanneren starter på ny. Den færdige eddike skal pumpes ud, når den er klar, stort set uanset tidspunktet på året eller i døgnet.  Efter endt gæring pumpes eddiken videre til et af fabrikkens mange lagerkar, der samlet kan rumme cirka 2,5 millioner liter ufortyndet eddike. Den færdige eddike tilbringer cirka tre måneder i et lagerkar, hvor den står og afgærer og får lov til at sætte sig, mens affaldsstofferne falder til bunds.

   Herefter bliver eddiken tilsat aromastoffer i fabrikkens blandingskar og fortyndes ned til de 5 %, der er kravet til husholdningseddike. Fra blandingskarret føres den nu helt færdige eddike endnu engang tilbage til et lagerkar, hvorfra den er klar til at blive sendt til tapperiet.

 

Fremstilling i en acetator

I modsætning til processen ved eddikedannerne bliver spritmæsken ikke blandet op for sig selv, inden den sendes videre til acetatorerne. Den eddikemæskbeholder, hvis indhold pumpes ind i acetatorerne, indeholder derfor kun ren denatureret sprit, vand og næringsstoffer og har en alkoholprocent på 50 %. Acetatoren bruger blot 2 dage, før der endnu engang skal pumpes nyt mæsk ind.

   Grundsystemet for gæringsforløbet i acetatorerne adskiller sig først og fremmest ved ikke at involvere træspåner, men ellers er principperne de samme med ilttilførsel og næringsstoffer til bakterierne. Det er således i langt højere grad ved selve automatiseringen, at acetatorerne adskiller sig, idet de er computerstyrede. I acetatoren sidder en alkoholsonde, der konstant måler alkoholprocenten. Kølingen af væsken sker ved hjælp af en kølespiral i acetatoren. Selve procesforløbet foregår fuldautomatisk og styres af en forudbestemt programmering.

    Den færdige eddike fra acetatorerne pumpes i den sidste ende ud på lagerkar, hvor den gennemgår en filtreringsproces. Acetatoreddike, der kan gøres betydeligt stærkere end den detaileddike, som fremstilles i eddikedannerne, sælges fortrinsvis til industrien og gennemgår derfor ikke aromatiseringsforløbet, men pumpes i tankvogne direkte fra lagerkarrerne.

 

 

 

Medarbejdere og arbejdsforhold anno 2008

Fabrikken har gennemsnitligt 12 faste ansatte. Antallet af ansatte stiger ofte i højsæsonen med feriemedhjælpere. Medarbejderne er, bortset fra administrationen, oplært på fabrikken. Oftest er det driftsleder Finn Christiansen, der har stået for at uddanne nye ansatte uanset hvilken funktion, der har været tale om.

   Mens der tidligere var tradition for, at flere af medarbejderne kunne fejre 25 års jubilæum på fabrikken, har et fleksibelt arbejdsmarked medvirket til, at der i dag tale om en langt større udskiftning blandt de ansatte.

   Fabrikkens fysiske arbejdsmiljø betegnes af de fleste medarbejdere som behageligt. Der er af samme grund tale om en arbejdsplads, som ikke er opdelt i mande- og kvindearbejde. I modsætning til tidligere oplever den menige medarbejder i dag, at arbejdet er meget selvstændigt. Det bliver af de fleste opfattet som positivt og gælder både i forholdet mellem den øverste ledelse og driftsledelsen og mellem sidstnævnte og de ansatte i produktionen. Overordnet set føler fabrikkens medarbejdere over en bred kam, at der er en god stemning på deres arbejdsplads, hvilket medvirker til, at antallet af faglige konflikter kan tælles på en hånd, da de fleste problemer bliver løst i mindelighed på fabrikken

 

Fabrikkens fremtid

Ifølge direktøren for De Jydske Eddikebryggerier/Aage Lanngs Fabriker A/S og Dansk Eddike Produktion A/S er målsætningen for virksomheden og fabrikken at kunne forbedre og opretholde den produktion, man har i dag. I modsætning til tidligere ønsker Aage Lanngs Fabriker A/S desuden at holde det største fokus på eddike frem for at satse på andre produkter. Fra ledelsens side tænker man ikke så meget på at kapitalisere på fabrikken, men forestiller sig i stedet, at den blot skal udvikle sig stille og roligt ved hjælp af fornuftig drift. Med hensyn til selve eddikebrygningen kan forholdene næsten ikke blive mere tekniske. Der er derfor ingen grund til at skifte de nuværende maskiner ud så længe, de kan holde. Når de gamle eddikedannere holder op med at fungere, vil det dog være formålstjenstligt at udskifte dem med acetatorer i rustfrit stål. Dette vil betyde, at den gamle produktionsmetode med nedsivning af sprit gennem træspåner vil forsvinde fra fabrikken og dermed også fra den danske industri generelt.

   Selve den industrielle eddikeproduktion i Danmark slutter sandsynligvis den dag, fabrikken i det nordlige Randers lukker. Det er svært at forestille sig, at der ville være nogen, der ville binde an med at starte noget nyt, da omkostningerne ganske enkelt vil være for høje i forhold til den økonomiske gevinst. De Jydske Eddikebryggerier er derfor ikke blot en enestående fabrik herhjemme, men er efter alt at dømme også den sidste af sin slags i Danmark.

 

Litteratur

 

Danmarks ældste forretninger. Kraks Legat. København 1940.

Greens Danske Fonds og Aktier, ”Industri og Handelsaktieselskaber” 1948/49. København 1949.

Gudmundsen, M.K.: Dansk Handel og Industri, bind 3. Odense 1935.

Hyldtoft, Ole: Dansk industri efter 1870, bind 7. Odense 2005.

Larsen, Eli (red.): Danske Ingeniører fra Teknika. København 1945.

Molde, Paul og Bramsen, Bo (red.): Politikens danske Industrihaandbog: Saadan laves det. København 1949.

Svendsen, Lisbeth Pals: Eddike i Danmark, England og EF. Speciale. København 1979.

Thomsen, Niels: Dansk industri efter 1870, bind 3. Odense 1991.

 

Noter

 

[i] Danmarks ældste forretninger, s. 331

[ii] Kopi af købekontrakt mellem C.M. Winther og Frederik Christensen, 6. april 1910. Randers Lokalhistoriske Arkiv. Borgerbrev for Aage Kann Beissenherz Lanng. Privateje. Borgerbrevet viser, at Aage Lanng i maj 1910 fik borgerskab som mineralvandsfabrikant.

[iii] Eksamenspapirer fra Randers Lærde Skole 1902 og Hobro Handelsskole 1903 for Aage Kann Beissenherz Lanng.  Privateje

[iv] Anbefalinger for Aage Kann Beissenherz Lanng 1903-1910. Privateje. Aage Lanng står i vejviseren for Randers i 1907 anført som bogholder og bor på det tidspunkt i Søren Møllersgade 22.

[v] Borgerbrev for Aage Kann Beissenherz Lanng. Privateje.

[vi] Danmarks ældste forretninger, s. 331. 

[vii] Borgerbrev for Aage Kann Beissenherz Lanng. Privateje. Den der reelt bryggede eddiken på De Jydske Eddikebryggerier var dog eddikebrygger Ole Christensen, som i en årrække desuden boede i Rådhusstræde 2.

[viii] Randers Dagblad 30. december 1960.

[ix] Nekrolog for Aage Kann Beissenherz Lanng, Randers Amtsavis 30. august 1924

[x] Skatte- og adressebøger for Randers 1914/15, 1915/16, 1916/17, 1917/18 og 1918/19. Randers Lokalhistoriske Arkiv.

[xi] Hyldtoft, Ole: Dansk industri bind efter 1870, bind 7, s. 30.

[xii] Thomsen, Niels: Dansk industri efter 1870, bind 3, s. 217.

[xiii] Skatte og adressebøger for Randers 1919/20, 1920/21, 1921/22 og 1922/23, 1924/25, 1925/26 Randers Lokalhistoriske Arkiv.

[xiv] Skatte og adressebøger for Randers 1924/25 til 1934/35. Randers Lokalhistoriske Arkiv.

[xv] Randers Dagblad 5. marts 1977.

[xvi] Rigstelefon Katalog 1927.

[xvii] Korrespondance mellem Foreningen af Danske Eddikebryggere i Danmark og den nystartede Randers Eddikefabrik, november 1928. Foreningen omtaler blandt andet ”de uheldige rabatforhold, som for tiden er rådende”. F.O. Thostrups arkiv, Erhvervsarkivet, arkivnummer 00429.

[xviii] Gudmundsen, M.K.: Dansk Handel og Industri Bind 3, side E 3 og E 4.

[xix] Danske Ingeniører fra Teknika, side 272.

[xx] Carl Gustav Christensen vendte siden tilbage til Østjylland, hvor han fra 1950 til 1968 drev Ristrup Hovedgård ved Sabro.

[xxi] Bygningstegninger over Slyngborggade 21, Byggesagsarkivet 1938-22223, Afdelingen for Miljø og Teknik, Randers Kommune.

[xxii] Randers Dagblad 30. december 1960.

[xxiii] Socialdemokraten for Randers og omegn 12. august 1941.

[xxiv] Randers Dagblad 12. august 1941.

[xxv] Nekrolog for Svend Andersen, Randers Dagblad 25. marts 1967.

[xxvi] Greens Danske Fonds og Aktier ” Industri og Handelsaktieselskaber” 1948/49.

[xxvii] Folkebladet Randers – Hobro – Mariager 15. juni 1961.

[xxviii] Randers Dagblad 30. december 1960.

[xxix] Politikens Saadan laves det, s. 83.

[xxx] Politikens Saadan laves det, s. 217.

[xxxi] Artikel angående udflytningen, Folkebladet  6. juli 1964.

[xxxii] Byggesagsarkivet løbe nr. 254, år 1965/66, Afdelingen for Miljø og Teknik, Randers Kommune.

[xxxiii] Folkebladet Randers – Hobro – Mariager 14. marts 1967 og artikel fra Randers Dagblad 30. december 1960.

[xxxiv] Svendsen, Lisbet Pals: Eddike i Danmark, England og EF, København 1979, s. 29.

[xxxv] Virksomhedsfakta for Aage Lanngs Fabriker A/S og Dansk Eddike Produktion A/S, Dun & Broadsheet, Denmark.

[xxxvi] Politikens Saadan Laves Det, side 83.

 
Lagerberg - når der skal noget surt til
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk